Din hund nægter mad – men er den rask?
Hvis din hund pludselig stopper med at spise, så er første skridt altid: kontakt dyrlægen. Punktum. En sund og rask hund kan godt springe et måltid over, men spiser den ikke i 1-2 dage, eller virker den sløv, kaster op eller viser andre tegn på sygdom, skal du ikke vente. Afsted.
Typiske sygdomsrelaterede årsager til nedsat appetit:
- Tandproblemer – smerte ved tygning kan få selv den gladeste hund til at nægte mad.
- Infektioner – mave, ører eller andet kan påvirke appetitten.
- Hormonelle forandringer – fx under løbetid eller sygdomme som stofskifteproblemer.
- Stress eller angst – fx ved flytning, fyrværkeri eller separationsangst.
- Andre sygdomme – som leversygdom, nyresvigt, kræft mv.
Men hvad hvis hunden er rask – og bare nægter at spise?
Så er det her, du skal læse videre. Denne artikel handler netop om de raske hunde, som bare har lært at spille kræsen – fordi vi forkæler dem. Ja, jeg sagde det.
Din hund er styret af maven – ikke af drama
De fleste hunde spiser, når de er sultne. Det gælder især, hvis de ved, der ikke kommer andet. Men mange af os kommer til at servere “noget lækkert” – frikadeller, rester, godbidder – og pludselig er tørfoder bare... kedeligt.
Men tørfoder er udviklet til at give alt det, din hund har brug for: næring, vitaminer, tænderensende effekt og stabil energi. Så jo, du må gerne være "hård" og sige nej tak til frikadellerne.
Små hunde bliver mætte af lidt
En lille bomuldshund på 5-8 kg kan faktisk blive mæt af meget få godbidder. Så selvom den virker glad og energisk, kan den være fejlernæret, hvis den nægter sit rigtige foder. Og ja, det er lidt som når vi spiser chips i stedet for aftensmad. Det føles sjovt – men det dur ikke.
3-dages madplan til kræsne hunde
Har du været ved dyrlægen og fået grønt lys på den er sund og rask? Super. Så er det tid til at lære hunden at spise sin mad igen.
Dag 1:
- Stil maden frem om morgenen i maks 20 min.
- Fjern den derefter – ingen godbidder eller andet i løbet af dagen.
- Stil maden frem igen om aftenen i 20 min.
- Husk adgang til frisk vand hele tiden.
Dag 2:
- Samme som dag 1. Vej gerne maden før og efter for at følge med i udviklingen.
- De fleste hunde vil nu have taget et par bidder – og maven begynder at tage styring.
Dag 3:
- Gentag proceduren. På dag 3 spiser de fleste hunde, fordi de nu forstår, at der ikke kommer andet.
- Hvis den stadig ikke spiser – kontakt dyrlægen igen. Det er ikke normalt.
Vigtige tips og tricks
- Stop med at have maden stående hele dagen. Det skaber dårlige vaner.
- Skab faste måltider og rutiner – din hund vil elske det.
- Tilsæt lidt lunkent vand, vådfoder eller kogt kylling (uden krydderier) til foderet.
- Brug kun godbidder som belønning – og træk dem fra den daglige fodermængde.
Undgå de typiske fejl
- Skift ikke foder hele tiden. Det gør kun hunden mere kræsen.
- Undgå bordrester. Det er ikke kærlighed – det er junkfood.
- Overfodr ikke med godbidder – 10% af dagsbehovet er nok.
Hvornår skal du kontakte dyrlægen?
- Hvis din hund ikke har spist i 48 timer.
- Hvis den viser tegn på sygdom: sløvhed, opkast, diarré, rysten, vægttab.
- Hvis den er hvalp eller lille hund og går længe uden mad – risiko for lavt blodsukker.
Afslutning – og et lille opråb
Det er helt normalt at blive bekymret, når ens hund nægter at spise. Men når sygdom er udelukket, handler det ofte om rutiner og vaner. Gør det rigtige. Vær konsekvent. Og husk: din hund kan godt spise tørfoder – den vil bare helst have fredagsslik.
Så ja, det kræver lidt tålmodighed. Men du får en sundere, gladere og mere stabil hund ud af det. Og det er hele kampen mod kræsenhed værd.